2942 1922 / 2916 1921
frivilligvaerket@frivilligvaerket.dk
 
 
 
 
    

Tilbage

Mød det lokale foreningsliv til Torvedag på Erik Menveds Plads

2019-05-27 16:02:31

Mød det lokale foreningsliv til Torvedag på Erik Menveds Plads

Frivilligværket inviterer traditionen tro til Torvedag i samarbejde med Torveboderne d. 8. juni fra kl. 10-13. Her vil det være muligt at møde repræsentanter fra flere lokale foreninger og blive klogere på deres indsats.

Repræsentanter fra lokale foreninger vil stå klar på Erik Menveds Plads sammen med de andre torveboder og gøre reklame for dem selv og deres indsats. Her kan du få overblik over de frivillige tilbud, som Randers kan byde på, få inspiration til at starte som frivillig eller bare få sat ansigt på de mange mennesker, der hver dag gør en stor frivillig indsats for lokalområdet.

I 2018 satte årets to Torvedage deltagerrekord med 70 frivillige fra 19 foreninger, og Frivilligværket håber på lignende opbakning i år.

”Vi blev allerede kontaktet af foreninger, før vi overhovedet havde åbnet for tilmelding,” fortæller Louise Brown, leder af byens frivilligcenter. ”Så det lover jo godt. Vi er interesserede i at få så mange med som muligt, så de forbipasserende kan møde et bredt udvalg af foreninger og tilbud.”

Hun tilføjer om Torvedagens betydning; ”Mange danskere vil gerne være frivillige, og mange kunne nyde godt af de frivillige tilbud, vi har her, men det kræver, at de ved, at de findes. Derfor prioriterer vi igen i år at holde Torvedag og få skabt kontakt mellem foreninger og borgere.”

Det direkte og uforpligtende møde mellem forbipasserende og foreninger er i højsædet til Torvedagen, som foreninger som Natteravnene og Recovery-skolen allerede har tilmeldt sig. Torvedagen får desuden også besøg af frivilligkoordinatorerne fra Randers kommunes ældre- og handicapområde, der kommer med ricksaw- og kørestolscykler. Der bliver faktisk en hel lille vognpark på dagen, for udover cyklerne stiller Frivilligværket med deres nyerhvervede pop-op kontor og ombyggede tuk-tuk, FrivilligMobilen. Forbipasserende kan få lov at lege chauffør i køretøjerne, mens de får en snak om frivilligheden i Randers.

”Vi håber, at en masse mennesker vil lægge vejen forbi og hilse på,” slutter Louise Brown af. ”Det er altid hyggeligt at møde folk ansigt til ansigt og vise, hvad det egentligt er, vi går her og laver.”

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her:

*
* Påkrævet
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, opsamle statistik og forbedre brugeroplevelsen - Klik for at acceptere og fortsætte! - Læs mere Accepter